Logo

Svinekød

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Svinekød 

 
Gode udskæringer ud over de sædvanlige koteletter er skinkeschnitzler, bovsteaks, vikingesteaks og ribsteaks.
Skinkemignon er en muskel, der sidder ved siden af yderlåret på grisen. Den vejer fra 300-500 g og er et virkelig godt valg til grillning. Både skåret ud til medailloner, eller grillet i hel tilstand. Man kan også vælge at skære den næsten helt igennem og flade den ud. Herved formindskes stegetiden.
Ved brug af stegetermometer skal centrumstemperaturen i en skinkemignon være 60 °C for rosastegt og 70 °C for gennemstegt. Pak kødet i alufolie og beregn en hviletid på 15 min.

 
Revelsben eller spareribs er stegeflæsk (stegestykket), hvor sværen og noget af fedtet er skåret af. Kødet skal have lang tid på grillen og selv under omhyggelig pasning branker det let. Det er derfor nødvendigt at forkoge benene, gerne i en stegepose. Kog dem 30 min. i godt krydret vand, der lige dækker.
Revelsben kan marineres eller krydres med en krydderiblanding, før de lægges på grillen. Man kan også pensle med barbecuesauce de sidste 7-8 min., de er på grillen.
Ribsteaks er kogeflæsk (kogestykket) fra den kødfulde ende skåret i skiver.


Svinekød 

Svinekam (nakkekam) er en traditionel dansk spise

 
Svinekød eller flæsk er kød fra svin. I daglig tale bruges flæsk om svinets fede partier, mens de magre kaldes kød. Svinekød er det mest almindelige kød for kinesere, thailændere, vietnamesere og til en vis grad amerikanere. Det er forbudt jøder og muslimer at spise svinekød. Det er hverken kosher eller halal.

 
Europas befolkning har spist svinekød allerede fra landbrugets indførelse, og der eksisterer ikke noget tabu mod det. Derimod var det ilde set at spise hestekød, da kristendommen vandt frem. Forordninger fra Christian den 7. søgte at overbevise om, at hestekød var spiseligt.
Danskernes forbrug af svinekød har været støt stigende siden 1960'erne, mens forbruget af oksekød har været stabilt.


Svinekød

Udskæringer af slagtekroppen og dets anvendelser:

 
Forendeben
Velegnet til supper som gule ærter, hvidkålssuppe og aspargessuppe. Kødet kan afskæres fra halsbenet og bruges til hakket flæskekød og til pølser.

 
Bovsnitte
Anvendes ofte til pindsvin, dvs. en lille steg, hvor sværen er skåret i tern. Kan skæres i skiver og steges på panden. Bruges også til røget snitte eller til pølser.

 
Bovlap
Flækkes, rulles og snøres med persille eller svesker. Sorteres evt. til flæskekød i tern eller bruges til pølser.

 
Bov
Tyndbov kan skæres ud i tynde skiver og bruges til bovsteak. Eller god til kogning. Det regulere kødstykke hedder bovklumpen, og den kan skæres i tern til gryderetter eller anvendes til pølser.

 
Skank
Velegnet til kogning. Skank har god bindeevne og anvendes derfor ofte til sylte.

 
Bovbladet
Steges i gryde eller koges.

 
Nakkesteg med svær
Velegnet til steg. Da kødet er fedtmarmoreret, bliver stegen mør, saftig og velsmagende.

 
Nakkefilet
Nakkefileten er det regulære kødstykke fra nakken. Er god til grydestegning og kan fyldes med persille eller svesker. Den kan også skæres i skiver til nakkekoteletter, der er gode til grillstegning. Nakkefileten anvendes til røget nakkefilet, hamburgernakke og sprængt nakke.

 
Kam
På kam med spæk kan sværen ridses, og kammen steges som hel steg, kaldet flæskesteg. Kam uden spæk kan skæres til koteletter eller anvendes til grydesteg eller sprængt svinekam. Af kammen laves der hamburgerryg med og uden ben, samt røget svinefilet.

 
Spæk
Rygspækket kan steges i skiver eller smeltes af til krydderfedt. Bruges mest til spæktern i spegepølser og til røget spæk.

 
Slag
Velegnet som rullesteg og rullepølse.

 
Stegeflæsk
Anvendes til ribbenssteg, revelsben og spareribs. I skiver bruges det til stegt flæsk, evt. paneret. Bacon laves af flæsket, i dette tilfælde kaldes det stegebacon.

 
Kogeflæsk
Kan bruges som stegeflæsk, men er mere magert. Kan også anvendes som kogt, saltet flæsk til f.eks. gule ærter. I skiver kan det paneres til husmandskoteletter. Bruges også til bacon, der så kaldes kogebacon.

 
Nøgleben og haleben
Anvendes til kogning og stegning

 
Inderlår
Skæres i skiver til skinkeschnitzel, grydesteg eller tern. Inderlåret anvendes til graved skinke og røget inderlår.

 
Klump
Velegnet i skiver til skinkekoteletter eller hel til en lille steg. Anvendes til bayonneskinke og til skinkepølser.

 
Yderlår og lårtunge
Er bedst til skinketern og hakkekød. Kan også bruges til steg, men bliver nemt tør. Anvendes til kogt røget skinke og til pølser.

 
Mørbrad
Er velegnet til indbagt mørbrad eller små mørbradbøffer. Kan også flækkes og fyldes med persille, svesker el. anvendes til røget mørbrad.

 
Tæer
Gode til kogning af sylte, da smag og bindingsevne er god.

 
Hoved
Velegnet til sylte. Kæbeklumpen kan bruges som benløse fugle. Ellers kan kødet bruges til pølser.

 
✅ Her er grillABC med nemme opskrifter, og selvfølgelig lidt om Salat, Grønsager, Marinader, Saucer, Salsaer, Glaseringer, Rub og krydderi, Tilbehør, Info og Gode råd

 
Få gode smagsoplevelser med grillABC.dk. Vi hjælper dig med at lykkes med grillen.
Finder du ikke hvad du søger så prøv Grill / spid - kogebog.dk

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 388 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad er din mening om kongehuset?
Effektiv reklame - klik her