
 
En wokret på grillen er en rigtig god måde at få flere grønsager
ind i hverdagen på. Denne udgave er med oksekød og fyldt med grønsager og nudler.
 
Personer: 4. Forberedelse: 1 time. Tilberedning: 15 min.
Grillmetode: Indirekte. 
Sværhedsgrad: Middel. Grilltemperatur: 200 °C. Udstyr:
Støbejernswok
 
# Ingredienser 
800 g oksekød (fx tyksteg eller tyndsteg) 
4 spsk sojasauce 
400 g nudler 
2 skalotteløg 
1 bundt forårsløg 
2 peberfrugter 
4 gulerødder 
Sesamolie eller anden olie
 
MARINADE: 
50 g frisk ingefær
50 g hvidløg 
50 g rød chili (ca.1) 
3 spsk sirup 
3 spsk sojasauce 
2 dl sesamolie
 
TILBEHØR: 
sojasauce 
frisk koriander 
bønnespirer 
ærtespirer 
limefrugter
*
I køkkenet
Skær kødet i papirtynde skiver. 
Vend skiverne i sojasauce, og lad dem ligge heri, mens du
forbereder de andre ingredienser. 
Læg nudlerne i blød i en skål med vand i 1 time. 
Pil skalotteløgene, skyl forårsløgene, peberfrugterne og
bønnespirerne, og skræl gulerødderne. 
Skær grønsagerne i tynde skiver, og sørg for at holde dem
adskilt. 
Skræl ingefær og hvidløg. 
Skyl chili, hak groft og kom i en blender sammen med de
andre ingredienser til marinaden. 
Blend det til en ensartet pasta.
 
Ved grillen
Varm grillen op (indirekte varme) til ca. 200 °C. 
Sæt en wok på grillen, tilsæt olie, og lad den stå og blive varm i 4-5
minutter. 
Grønsagerne skal alle steges separat, da de har forskellige
tilberedningstider. 
Start med dem, der skal steges længst – i dette tilfælde
gulerødderne. 
Giv dem 4-5 minutter. 
Tag dem op af wokken, og fortsæt med de andre grønsager. 
Steg kødstrimlerne, til de er mediumstegte, og steg derefter
nudlerne i 3-4 minutter ved kraftig varme. 
Tilsæt marinaden og grønsagerne. 
Tilsæt sojasauce, friskhakket koriander, bønnespirer og
ærtespirer. 
Skær limefrugterne i halve, og servér dem sammen med
nudlerne.